Faglig frihed, stabilitet og øget oplevet kvalitet for borgeren er nogle af fordelene ved en omlægningen til et fast team i Allerød Kommunes hjemmepleje.
Siden november 2022 har ét af kommunens tre teams i hjemmeplejen deltaget i Socialstyrelsens projekt ”Fælles om opgaven, sammen om borgeren – etablering af selvstyrende team i Allerød Hjemmepleje”. Kommunen er én blandt 25 kommuner, der skal afprøve nye veje til at sikre mere stabilitet for borgere i ældreplejen ved at etablere et fast team, der er selvstyrende i den daglige planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet.
Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), der har fulgt projektet gennem hele perioden, er kommet med den endelige evaluering, der viser positive resultater.
Evaluering viser positive resultater
”Et særligt stærkt element i projektet handler om at der up-front er investeret tid og ressourcer i at udvikle teamet og klæde medarbejderne på til deres nye opgaver og ansvarsområder. Når vi kigger på den generelle udvikling er det et afgørende – men ofte også overset element – i de kommuner der arbejder med faste teams”, siger Martin Sandberg Buch, der er projektchef hos VIVE.
“Vi kan se, at projektet har opfyldt tre helt centrale mål: Øget faglig frihed og stabilitet for de ansatte, tættere og bedre samarbejde mellem de forskellige parter i hjemmeplejen, og sidst men ikke mindst, at vores borgere oplever bedre kvalitet”, siger Jesper Holdflod Pallesen, der er formand for Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget i Allerød Kommune, og fortsætter:
Udgangspunkt i den enkelte borgers aktuelle behov
”De flotte resultater skyldes blandt andet, at vores ansatte med deres øgede faglige frihed og nye samarbejdsformer i deres team i højere grad kan tage udgangspunkt den enkelte borgers aktuelle behov for pleje og omsorg. Og så er det ganske enkelt også en kæmpe gevinst, at den øgede selvbestemmelse og nye ledelsesform i teamet har resulteret i bedre trivsel, en øget forståelse og fælles ansvarsfølelse i forhold til at hjælpe hinanden samt faldende sygefravær”, slutter Jesper Holdflod Pallesen.
”Hvis kommunen er i stand til at fastholde og udbrede disse resultater til resten af hjemmeplejen er det muligt at høste meget store gevinster fremadrettet”, siger Martin Sandberg Buch og uddyber:
”Noget af det, der udmærker Allerød, er det fokus, der har været på at belyse resultaterne for den borgerrettede kvalitet. Allerød Kommune har lavet den mest solide borgerundersøgelse, jeg har set i de 25 puljekommuner”.
De gode erfaringer spredes til hjemmeplejens øvrige teams
Den positive evaluering af projektet betyder, at kommunen arbejder videre med de gode erfaringer fra det ene team spredes til de to øvrige teams i hjemmeplejen.
Læs hele evalueringen: https://www.vive.dk/media/pure/yxdre00z/24863399